Sønderjysk brødtort


Her er opskriften på den brødtort, jeg lavede til Bjørns fødselsdag.
Jeg brugte rugbrød med kerner. Det kan ikke anbefales, da bundene bliver meget skrøbelige.  Det lykkedes dog at få delene sat sammen så den alligevel blev ganske pæn 🙂

1 springform diameter – ca 23 cm

Bunde:
6 æg
150 g rørsukker
200 g rugbrød
2 spsk kakao
1 spsk mel
2 tsk bagepulver
50 g finthakkede hasselnødder

Fyld:
1/2 l piskefløde
1 glas solbærmarmelade
150 g god mørk chokolade
50 g hasselnødder

Pynt:
chokoladespåner
hasselnødder
blåbær

Rist hasselnødderne i 10 minutter ved 150 g. Køl dem af og gnid skallerne af.

Del æggene i blommer og hvider. Pisk hviderne næsten stive.

Pisk sukker og æggeblommer hvide.
Kør rugbrødet fint i foodprocessor eller riv det fint. (Hvilket er lidt bøvlet) Hak nødderne fint.
Sigt kakao, mel og bagepulver og bland det fintrevne rugbrød og hasselnødder i. Vend hvider og æggesnaps sammen. Vend dernæst de tørre dele i dejen.

For en springform med bagepapir og hæld dejen i.

Bages ved 180 grader i ca 45  minutter. Prøv med en strikkepind om den er bagt.

Lad kagen køle af. Flæk den i 2 eller 3 bunde og fordel solbærmarmelade på de to nederste bunde.
Pisk fløden til let skum. Hak chokoladen og hasselnødderne groft og vend dem i flødeskummet.
Gem en lille  håndfuld hasselnødder til pynt.
Fordel flødeskummet mellem bundene og sørg for at have nok til et lag på toppen også.
Pynt med hasselnødder, chokoladespåner og blåbær.

Rugbrødslagkagen holder sig fint i køleskab til næste dag.