Min bedste opskrift på falafler. Gode sammen med en fyldig salat, i pitabrød. Eller som på billedet, – med salat af nye kartofler masser af krydderurter og olie/citrondressing. Da falaflerne kun optager ganske lidt olie under fritering er de ikke fed mad. Rør en god hvidløgsdressing til af cremefraice eller skyr og finthakket persille.
Ingredienser:
200 g tørrede kikærter
ca 1 dl vand
1 æg
1 fed presset hvidløg
2 spsk Tahin (sesampasta)
2 spsk finthakket persille
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk stødt spidskommen (knuses i morter sammen med en tsk groft havsalt)
Peber og evt ekstra salt
1 – 2 spsk hvedemel
1/2 l majsolie eller anden olie egnet til fritering
Kikærterne lægges i bød i 10-12 timer. Vandet hældes fra og kikærterne kommes i en foodprocessor sammen med vand, æg, tahin, hvidløg og krydderier. Kikærterne blendes til en jævn fars og hvedemelet røres i.
Fritureolien kommes i en gryde og varmes op til der kommer små bobler omkring en tændstik når du holder den ned i olien. (Den ende uden svovl!) Kikærtefarsen formes til valnøddestore kugler. Lemp forsigtigt 3-4 falafler ad gangen ned i den hede olie. De er færdige når de er flot gyldne, og tages op med en hulske eller 2 gafler. Lægges på fedtsugende papir.
Kan opbevares i køleskab og varmes når de skal bruges, men er allerbedst med det samme.